15 juni, 2026
News
Gratis tandpleje lyder godt – men hvem bestemmer behandlingen?
Gratis tandpleje lyder umiddelbart som en god idé. Tænder er en del af kroppen, og dårlig tandsundhed rammer socialt skævt. Det er derfor forståeligt, at mange patienter håber, at tandlægeregningen en dag forsvinder.
Men som tandlæger er vi nødt til at stille et andet og mere kritisk spørgsmål: Hvad sker der med kvaliteten, fagligheden og patientens frie valg, når tandpleje ikke længere betales af patienten, men af staten, kommunen eller en offentlig ordning?
Regeringen har meldt ud, at ambitionen er, at ikke-kosmetisk tandbehandling på sigt skal være vederlagsfri for hele befolkningen. Først skal ordningen udvides til sårbare grupper og førtidspensionister, og der skal nedsættes en ekspertkommission, som skal anvise modellen. Det lyder umiddelbart trygt. Men netop ordet “model” er afgørende. For en offentlig model er aldrig bare gratis. Den kommer altid med regler, visitationskrav, priskontrol, administration og prioriteringer.
Når det offentlige betaler, bestemmer det offentlige
Vi kender allerede problemet fra patienter, der får kommunalt tilskud til tandbehandling. Her skal behandlingen forhåndsgodkendes, og kommunen vurderer, om behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet. I praksis betyder det, at behandlingsplanen ikke kun vurderes ud fra, hvad der er tandlægefagligt bedst, men også ud fra hvad der er billigst og mest administrativt acceptabelt.
Det kan være helt forståeligt, at kommunen ikke kan betale for alt. Men det skaber et problem: Den billigste løsning er ikke altid den bedste løsning.
En tand kan måske bevares med rodbehandling, opbygning og krone. Men det er dyrere end at fjerne tanden. Hvis systemet primært belønner den billige løsning, risikerer patienten at miste tænder, som kunne have været bevaret. Det er ikke bare et kosmetisk problem. Det påvirker tyggefunktion, livskvalitet, sammenbid, nabotænder og fremtidige behandlingsmuligheder.
Derfor bør vi være meget varsomme med at tro, at “gratis tandpleje” automatisk betyder “god tandpleje”.
De patienter med størst behov risikerer at blive tabt
Et af de mest bekymrende punkter er kronikere og ældre patienter med komplekse behandlingsbehov. Mange har betalt skat hele livet, men kan i dag stadig opleve, at der ikke gives tilskud til de behandlinger, der reelt bevarer tænderne bedst.
En krone, en opbygning, en større rekonstruktion eller en avanceret rodbehandling er ikke luksusbehandling. Det er ofte tandbevarende behandling. Alligevel er det netop den type behandling, der hurtigt bliver dyr og derfor risikerer at blive fravalgt, hvis systemet ikke dækker den ordentligt.
Det samme gælder patienter med diabetes, mundtørhed, parodontitis, medicinbivirkninger eller nedsat evne til at varetage egen mundhygiejne. De har ikke nødvendigvis kun brug for et årligt tandeftersyn. De har brug for regelmæssig, individuel og ofte omfattende behandling. Hvis en ny model giver alle et lille standardbeløb, men ikke følger det faktiske behandlingsbehov, bliver resultatet ikke mere lighed. Det bliver mere ulighed.
For den raske patient kan et årligt tilskud være fint. For patienter med aktiv tandsygdom kan det være helt utilstrækkeligt.
Erfaringen fra udlandet bør gøre os forsigtige
Man skal passe på med at sammenligne lande direkte, men erfaringerne fra offentligt styrede tandplejesystemer bør få os til at stoppe op.
I England har NHS-tandplejen i årevis haft store problemer med adgang. Mange patienter kan ikke finde en NHS-tandlæge, og nogle områder beskrives som “dental deserts”. Når efterspørgslen er højere end kapaciteten, opstår der ventelister, nødbehandlinger og et todelt system, hvor dem med penge går privat, mens andre må vente.
Frankrig viser en anden problematik. Her findes et offentligt refusionssystem kombineret med private supplerende forsikringer. Resultatet er ikke nødvendigvis, at alt bliver lige for alle. Tværtimod bliver der ofte forskellige niveauer af behandling, afhængigt af hvad der dækkes, hvilken forsikring patienten har, og hvilken type behandling der vælges. Og her bestemmer forsikringer tit, hvad de gerne vil betale for.
Det er også det scenarie, vi kan frygte i Danmark: En offentlig basisbehandling til alle – og kvalitetsbehandling til dem, der selv kan betale oveni.
Hvis der uddannes eller importeres flere tandlæger, kan det muligvis reducere ventetider. Men flere hænder er ikke det samme som højere kvalitet. Kvalitet i tandpleje kræver tid, erfaring, efteruddannelse, gode materialer, ordentlige laboratorier og frihed til at vælge den rigtige løsning for den enkelte patient.
En fyldning er ikke bare en fyldning.
Politikere taler ofte om tandbehandling, som om en ydelse er en standardvare. Men en fyldning er ikke bare en fyldning. En krone er ikke bare en krone.
Hvilken materiale bruges der? Hvilket lim-system? Hvor lang tid bruges der på fugtkontrol, justering af kontakter mellem tænderne, bid og polering? Er tandlægen trænet i biomimetisk restaurativ behandling? Bruges der et kvalitetslaboratorium eller et billigere udenlandsk laboratorium? Er kronen digitalt designet, individuelt farvet og kontrolleret – eller er den blot “god nok” efter en minimumsstandard?
For patienten kan to behandlinger hedde det samme på papiret, men være vidt forskellige i kvalitet, prognose og holdbarhed.
Hvis staten sætter prisen for lavt, får klinikken tre muligheder: kortere tid, billigere materialer eller at sige nej til behandlingen. Ingen af delene er i patientens interesse.
Mere administration betyder mindre tid til patienten
Tandlæger arbejder allerede i et fag med højt ansvar, høj præcision og stort psykisk pres. Det er ikke bare et håndværk. Det er kirurgi, diagnostik, patientkommunikation, smertebehandling, æstetik, økonomisk rådgivning, journalføring, røntgenansvar, hygiejnekrav, personaleledelse og drift – ofte på samme dag.
Hvis en ny offentlig tandplejemodel medfører flere ansøgninger, godkendelser, dokumentationskrav, prislofter, kontrolsystemer og klagesager, flyttes tid fra patientbehandling til administration.
Det er dårligt for tandlægerne. Men det er også dårligt for patienterne.
En udbrændt behandler laver ikke bedre behandling. En stresset klinik tager ikke bedre beslutninger. En profession, der presses yderligere administrativt og økonomisk, bliver ikke mere attraktiv. Og hvis flere tandlæger forlader faget, går på deltid eller vælger udelukkende private behandlinger, forsvinder den kapacitet, reformen netop har brug for.
Hvem skal betale?
Gratis tandpleje er ikke gratis. Den betales bare et andet sted.
Hvis staten skal finansiere tandpleje bredt, skal pengene findes via skatter, besparelser eller omprioriteringer. Regeringen har afsat flere milliarder frem mod 2030, men fuld vederlagsfri tandpleje for hele befolkningen vil kræve langt mere end gode intentioner. Det vil kræve en meget præcis plan for, hvad der dækkes, hvad der ikke dækkes, hvordan priserne fastsættes, og hvordan kvaliteten sikres.
Hvis det ikke afklares, risikerer vi et system, hvor patienten tror, at tandplejen er gratis, men først opdager begrænsningerne, når den nødvendige behandling ikke dækkes.
Konklusion: Gratis er ikke nok
Vi ønsker alle, at patienter får råd til nødvendig tandbehandling. Ingen bør miste tænder, fordi økonomien står i vejen. Men løsningen er ikke nødvendigvis en bred offentlig model, hvor staten betaler, prissætter og indirekte bestemmer behandlingen.
Den rigtige løsning bør være målrettet de patienter, der har størst behov: patienter med aktiv sygdom, kronikere, medicinbivirkninger, parodontitis, mundtørhed, høj cariesrisiko og social udsathed. Tilskud bør følge sygdom og behandlingsbehov – ikke fordeles fladt efter alder eller politisk enkelhed.
Hvis gratis tandpleje betyder mere bureaukrati, billigste behandling, længere ventetider, lavere kvalitet og mindre faglig frihed, er det hverken i patienternes eller tandlægernes interesse.
God tandpleje kræver mere end betaling. Den kræver tid, kvalitet, faglighed og tillid mellem patient og behandler. Det må ikke ofres i jagten på en politisk slogan.
Kildegrundlaget bag udkastet: Regeringsgrundlaget beskriver en langsigtet vision om vederlagsfri ikke-kosmetisk tandbehandling, ekspertkommission, fuld indfasning som ambition i 2035 og mindst 4 mia. kr. frem mod 2030 med start i 2027 for førtidspensionister og udsatte grupper. Den politiske aftale fra december 2025 beskriver tandkontoen på ca.
450-850 kr. årligt, maksimalpriser og tandlægevælger. Kommunale tilskud efter aktivlovens § 82 a kræver forhåndsgodkendelse over 10.000 kr. og vurdering af, om behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet. Sundhedsstyrelsens §166-ordning dækker kun udvalgte patientgrupper og kræver sygdomsrelation til tandproblemerne. NHS England rapporterede i 2025, at 78 % af dem, der forsøgte at få en NHS-tandlægetid, lykkedes, men næsten 60 % havde slet ikke forsøgt inden for to år, og social/geografisk ulighed var tydelig. Om tandlægers mentale arbejdsmiljø er evidensen om selvmord ikke entydig, men nyere reviews beskriver erhvervsstress, stigma og psykisk belastning som relevante risikofaktorer, en canadisk undersøgelse fandt, at ca. 44 % af deltagende tandlæger rapporterede mentale helbredsproblemer.